Salon 64 er tænkt som et art-hangout, hvor der inviteres til hygge, spisning og mulighed for præsentation af kreative projekter. Salonerne har til formål at fremme det århusianske kulturliv. Her skabes en kulturel platform og et krydsfelt mellem forskellige kunstgenrer, hvor omdrejningspunktet er at oplyse og skabe debat i nye kunstneriske retninger.
Salon 64 er et talerør til erfaringsudveksling. Aftenerne emmer af hygge, mad og kunst, og arrangementet er gratis og åbent for alle.
Ethvert projekt er velkomment, uanset niveau, genre og medie. Alle der har lyst og er interesserede, har mulighed for at bidrage med en præsentation eller et indslag. Tag kontakt til os, hvis du er interesseret i at holde et oplæg!
Vi starter aftenen ud med fernisering klokken 18:30, og i løbet af aftenen vil der blive præsenteret en række forskellige oplæg, hvor der indimellem og efterfølgende vil være masser af tid til snak og hygge. Se hvad der er på programmet næste gang, under fanen 'Næste Salon' ovenfor.
Salon 64 har tidligere budt på musik - både akustisk og elektronisk, en kunstvideo, kortfilm, animationsfilm, performance og foredrag om artvertising, om kunstbyer, tangens muligheder, oplæg ved byrådsmedlemmer, kunstarkiv i Aarhus, artisttalk og meget, meget mere!